At Blive Voksen Essay Typer

Uddrag

"Her sidder jeg så. Endelig er jeg nået her til - eller er jeg ?!
Jeg sidder med en mærkelig fornemmelse i kroppen - en slags dobbeltfølelse.

Jeg føler mig splittet. Halvt barn og halvt voksen. Jeg vil stadig have, at min mor trøster mig, når jeg er ked af det. Jeg vil stadig have, at jeg kan gemme mig bag hendes ryg, som da jeg var helt lille, når nogen blev sure på mig.

Jeg vil have, at jeg stadig er mine forældres lille søde pige; men samtidig vil jeg også have, at jeg er deres store pige, som snart bliver student, som skal flytte hjemmefra, have en videregående uddannelse, blive succesrig, finde en kæreste, blive elsket, få børn og leve lykkeligt uden at jeg behøver, at spørge mine forældre til råds, medmindre det altså handler om råd omkring mine børns første år.

Jeg vil have, at de skal lade mig gøre som det passer mig. Gå i byen til langt ud på natten og skabe mig tosset og gøre præcis som jeg vil, men samtidig vil jeg også have, at min far kommer og henter mig, når jeg vil hjem kl. 05.00 om morgenen, når jeg er åh så træt, og ikke orker at tage det næste tog hjem.

Jeg vil have, at de skal passe godt på mig, for jeg er jo deres lille datter; men jeg vil fandeme også have, at de skal behandle mig som om, jeg er voksen og på lige fod med dem. Jeg vil, jeg vil, jeg vil!"... Køb adgang for at læse mereAllerede medlem? Log ind

Politikens Litteraturpris

Kirsten Thorup: Man må stræbe efter at blive voksen

Familiedrama, samtidsroman og en undersøgelse af »hjælpekomplekset«. Kirsten Thorup, hvis roman er indstillet til Politikens Litteraturpris, favner bredt og borer dybt i ’Erindring om kærligheden’. En roman, hvor forholdet mellem mor og datter bliver den akse, alt andet drejer om.

Da Kirsten Thorup i 2011 lod sig interviewe om sin helt nye roman, ’Tilfældets gud’, lagde hun vægt på, at der denne gang ikke var tale om en familiehistorie, »for når man har skrevet så længe, som jeg har, så er der visse ting, man er færdig med, ikke?«, sagde hun til Politiken.

Født 9. februar 1942 i Gelsted på Fyn. Engelskstudier ved Københavns Universitet 1962-65.

Debuterede som lyriker i 1967 med 'Indeni – udenfor', og i 1973 kom den første roman, ’Baby’. Hun har skrevet flere digtsamlinger, tv-spil, noveller og romaner. Gennembruddet til et bredere publikum kom med 'Lille Jonna' (1977) og 'Den lange sommer' (1979), som blev fortsat i 'Himmel og helvede' (1982) og 'Den yderste grænse' (1987). I 2000 udkom 'Bonsai', i 2006 'Førkrigstid', i 2011 'Tilfældets gud', og den seneste udgivelse er romanen 'Erindring om kærligheden' fra 2016.

Kirsten Thorup har blandt mange æresbevisninger fået Otto Gelsted Prisen 1974, De Gyldne Laurbær 1983, Søren Gyldendal Prisen 1987, LO's Kulturpris 1988, Det Danske Akademis store pris 2000 og BG Banks Litteraturpris 2004.

Skrev sammen med Kristina Stoltz debatindlægget 'Afviste asylansøgere deponeres som menneskeligt vraggods' i Politiken 2016.

Research: Politikens Bibliotek

Vis mere

Men helt færdig med familien var Kirsten Thorup ikke. I ’Erindring om kærligheden’ begynder fortællingen hjemme i køkkenet hos Taras familie i den lille danske stationsby.

I ’Tilfældets gud’ skabte du en person, der var renset for familie, karrierekvinden Ana. Nu er familien vendt tilbage?

»Interessant, du nævner den bog, for de ligner jo slet ikke hinanden. Men ’Erindring om kærligheden’ opstod faktisk som en direkte følge. I ’Tilfældets gud’ handlede det om at være sponsor for en fattig skolepige i Afrika. I ’Erindring om kærligheden’ ville jeg prøve at beskrive, hvordan hjælpen kan se ud herhjemme, hvilke konsekvenser har det for den, der prøver at hjælpe – flygtninge, de hjemløse«.

Du kan deltage i afstemningen om, hvem der skal have Politikens Litteraturpris 2016, med en sms eller ved at udfylde stemmesedlen i Bøger, der udkommer hver fredag.

Du kan stemme til og med 19. februar og kun én gang. Det koster almindelig sms-takst.


Her er de sms-koder, du skal bruge:

Kirsten Thorup:
’Erindring om kærligheden’.
Skriv: pris kt til 1218

Merete Pryds Helle:
’Folkets skønhed’.
Skriv: pris mph til 1218


Christina Hesselholdt:
’Vivian’.
Skriv: pris ch til 1218


Olga Ravn:
’Den hvide rose’.
Skriv: pris or til 1218


Peter Laugesen:
’Brev til en maler’.
Skriv: pris pl til 1218


Peder Frederik Jensen:
’Vold’.
Skriv: pris pfj til 1218


Mich Vraa:
’Haabet’.
Skriv: pris mv til 1218

Vis mere

Tara forlader 1950’erne, den kvindelige arbejdsplads i køkkenet og drager til København, hvor barndommens teaterdrøm skal afprøves. Og mændene vel også. På Tunesia Bar møder den unge Tara en kurdisk flygtning, som har brug for hendes hjælp.

»Nogle uger efter blev vi gift på Københavns Rådhus, to autonome individer hæftet sammen af en illegal vielsesattest der tilførte mit liv en særlig betydning og gjorde mig uundværlig i tre år«.

Sådan opsummerer Tara arrangementet, der blot er et af flere, hvor relationen til mænd nærmest får karakter af ’nødhjælp’. Tara indleder også et dramatisk forhold til en ensom palæstinenser, og da hun bliver mor til Siri, får faderen Tore lov til at dyrke sin rastløshed ved at gå ud og ind af deres liv. Mod romanens slutning hjælper Tara en rumænsk hjemløs og bliver i den forbindelse smidt ud af sin bolig.

»Tara har jo så decideret et hjælpekompleks. Det var derfor, jeg valgte hende som figur«, siger Kirsten Thorup.

Og fortæller, at hun har arbejdet på figuren Tara i ti år. Tara, som får datteren Siri, men aldrig en karriere eller en kernefamilie. Om Taras moderskab hedder det: »Hun kunne ikke skelne mellem sig selv og Siri, mellem at føde og blive født, mellem at være mor og at være barn«.

»Jeg havde svært ved at beskrive hende, fordi hun er så konturløs. Det var først, da jeg fandt ud af, at hun skulle forsøge sig som skuespiller, at jeg kunne forme hende«.

Læs også: Merete Pryds Helle: Jeg er nok mere med i min roman, end folk tror

Rejsen fra 1950’ernes provins til studenteroprørets København er en rejse, Kirsten Thorup selv har foretaget, og som hun også beskriver i Jonna-serien, selv om det er romanen og ’Førkrigstid’, der kommer tættest på Thorups egen familie og opvækst på Vestfyn. »Men man er jo alle sine personer i en eller anden grad«, svarer Thorup på det evigt underliggende spørgsmål om, hvor meget forfatteren er til stede i sin bog.

Når Kirsten Thorup er ude at møde læserne, er der en del, der udtrykker irritation over Tara.

»Så må jeg forsvare hende. Det siger jo også noget om virkelighedens kvindesyn, for man bliver irriteret på kvinder, der ikke fungerer. De er nok noget af det mest irriterende«, Kirsten Thorup ler, »men de der utilpassede typer som Tara skal der jo også være plads til«.

Jeg syntes også først, det var provokerende at møde en kvinde, der har så svært ved at passe sit barn og er så uambitiøs med sit liv.

»Hun er uambitiøs med at være kvinde! Men det er også hårdt arbejde. Fordi man skal virkelig ... ikke sandt? Og man kan da spørge sig selv, om der er noget tilbage, når man har opfyldt alle de der roller. Husmor, ægtefælle, mor og nu også det at have en karriere. Er der nogle mellemrum, nogle steder, man kan være, også som menneske? Der kommer kunsten ind i billedet, for der kan du i hvert fald gå hen som kvinde«.

Tara flirter med teatret, men får aldrig en professionel karriere, hvorimod hendes datter Siri bliver succesrig performancekunstner.

At skrive bøger sker for mit eget vedkommende hver gang ud fra spørgsmålet: Hvem er jeg, altså mig, der skriver? Det får man så ikke svar på, og så begynder man på en ny bog

»Kunstner er en radikal måde at forsøge at blive sig selv på. Ikke at man bliver ’sig selv’ en gang for alle. At skrive bøger sker for mit eget vedkommende hver gang ud fra spørgsmålet: Hvem er jeg, altså mig, der skriver? Det får man så ikke svar på, og så begynder man på en ny bog«.

Stræben efter at blive voksen

Bogens første kapitler hedder ’Hvor kommer jeg fra?’ og ’Hvem er jeg?’ og fortælles fra Taras synsvinkel. Siden får datteren Siri taletid. Og hun er vred.

Er det ikke rimeligt, at man på et tidspunkt siger: »Det var så min barndom. Nu kan de forældre ikke bære skylden for mere«?

»Jo. Et af de mål, man må stræbe efter i livet, er at blive voksen. Det bliver man nok ad flere omgange, i forhold til begivenheder og omstændigheder, hvor man er nødt til at være det«. Kirsten Thorup smiler mildt: »Så falder man måske lidt tilbage indimellem«.

»Det, man håber på at nå frem til, er vel, at der ikke er så stor afstand mellem, hvordan man opfatter sig selv, og hvordan man opfattes af omverdenen. Det kan faktisk være meget smertefuldt, hvis der er stor afstand mellem de to opfattelser, det kan man virkelig gå i stykker på«.

Både Tara og Siri kæmper med netop det, selv om deres skæbner er vidt forskellige.

Siri møder en rar og ordentlig mand og bliver selv gravid. Er det opskriften på at blive sig selv, blive voksen som kvinde?

»Nej, det synes jeg ikke ... Nej, det synes jeg slet ikke! Nu ved man jo heller ikke, om det holder«, gnækker Kirsten Thorup.

»Men der er andre hensyn, når man skriver en roman. Æstetiske hensyn. Jeg havde slet ikke regnet med, at Siri skulle være gravid, så jeg blev glad, da jeg fandt ud af, at hun skulle være det. Det løste så mange ting for mig. At jeg kunne forene ’mor’ og ’kunst’ i en performanceforestilling, betyder, at noget går op. Men om det er løsningen for Siri? Nej, det hænger jo slet ikke sammen med resten af bogen. Der ligger afgjort æstetiske og formmæssige overvejelser til grund for at kunne nå frem til en åben slutning, snarere end et egentligt budskab«.

Kirsten Thorup tænker sig lidt om, inden hun fortsætter.

»Men man kan jo også være heldig. Og det kan man måske sige, at Siri er. Der skal en vis portion held til i livet«.

Propagandistisk sludder

Om vores behandling af afviste asylansøgere skrev Kirsten Thorup – sammen med forfatterkollegaen Kristina Stoltz – så sent som i efteråret et ret kritisk debatindlæg til Politiken. Men selv om Thorup er kritisk i forhold til den danske asylpolitik, tror hun på empatien som noget »dybt menneskeligt«. Alle de penge, danskerne får skrabet ind, når der er landsindsamling, er et godt eksempel. Venligboerne er et andet. Hjælpsomhed er, som Taras fortælling viser, bare langtfra enkelt.

»Hvem skal man hjælpe, familien, landsbyen, kvarteret, hvor stopper det, er det ved landets grænse, som nogen mener?«.

Taras mor er også den hjælpsomme type, der inviterer forhutlede mænd ind i sit køkken til lidt mad og en snak. Men de fremmede, kvinderne hjælper, står måske i vejen for de nære, som de ikke magter at hjælpe?

»Ja, det siger man, men det synes jeg ikke er rigtigt. Slet ikke! Jeg synes, det er en helt absurd tanke, at fordi man hjælper nogle fremmede, så har man ikke overskud til at kysse sine børn. Det er jo det, Marie Krarup siger. Det er en meget ubehagelig tankegang,  meget demagogisk og propagandistisk, for det er jo ikke rigtigt. Tara har det svært med sin mor og får det svært med sin egen datter, ja, men det har jo ikke noget med det andet at gøre«. Kirsten Thorups øjne lyner. »Nu ved jeg ikke, hvor vi kom fra ...«.

Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *